EN-standarder Beskyttelseshandsker
Hvis en beskyttelseshandske anses for at opfylde sikkerhedskravene og får et CE-mærke i et EU-land, kan den eksporteres og sælges i hele EU-zonen. Producenten skal overholde en række EN-standarder for at opfylde kravene. En EN-standard omfatter krav, testmetoder og krav til, hvordan produktet skal mærkes ud over CE-mærket, og beskriver også, hvad fabrikantens brugsanvisning skal indeholde.
FORKLARING AF RISIKOKATEGORIERNE
EU-forordning 2016/425 opdeler personlige værnemidler i tre kategorier afhængigt af risikoniveauet. Jo større risiko brugeren udsættes for, jo strengere er testkravene med hensyn til handskernes beskyttelsesevne og certificering. Da EU-reglerne er generelt udtrykt, er der udviklet europæiske standarder, der specificerer krav, testmetoder og mærkningsinstruktioner.
CE-KATEGORI
EU-forordning 2016/425
Cat. I Minimale risici.
Beskytter brugeren mod minimale risici. Producenten skal kunne påvise, at produktet opfylder de grundlæggende krav til beskyttelseshandsker, og er ansvarlig for at garantere CE-mærkningen. Det gælder alle beskyttelseshandsker.
Cat. II Andre risici.
Opfylder både de grundlæggende krav og yderligere standarder, der kan gælde for specifikke anvendelsesområder. Handskerne skal testes af et godkendt laboratorium og typegodkendes af et bemyndiget organ, der udsteder certifikater.
Cat. III Alvorlige risici.
Omfatter kun beskyttelse mod risici, der kan få meget alvorlige konsekvenser, som for eksempel dødsfald eller uoprettelige skader på helbredet. Handskerne skal testes af et godkendt laboratorium og typegodkendes af et bemyndiget organ, der udsteder certifikater. Et yderligere krav er en årlig inspektion af produktionsprocessen, og handskerne vil blive kontrolleret korrekt for at sikre den rigtige kvalitet. Det bemyndigede organs identitetskode (fire tal) skal placeres umiddelbart efter CE-mærket, dvs. CE 0123.
EN ISO 21420:2020
Generelle krav og
testmetoder
- Handskerne skal være sådan fremstillet, at de yder den beskyttelse, de er beregnet til.
- Brugeren må ikke kunne få skader på grund af materiale, sømme og kanter.
- Handskerne skal være nemme at tage af og på.
- Handskernes pH-værdi skal ligge mellem 3,5 og 9,5.
- Kromindholdet (VI) skal være mindre end 3 mg/kg i læderhandsker.
- DmFa (dimethylformamid) i handsker, der indeholder PU bør være under 1000 mg/kg.
- Producenten skal fremlægge en liste over kendte allergener efter anmodning.
- Beskyttelseseffekten må ikke blive påvirket, hvis vaskeanvisningerne følges.
- Handskerne skal give maksimal fingerbevægelighed under hensyn til beskyttelsesbehovet.
- Hvis elektrostatiske egenskaber er et krav, skal handskerne testes i henhold til EN 16350:2014
EN 374-2: 2014
Modstandsdygtig over for gennemtrængning
Handsker, der skal yde beskyttelse mod mikroorganismer og kemikalier, skal være uigennemtrængelige (uden huller). I tilfælde af tynde engangshandsker testes gennemtrængelighed ved at fylde handsken med vand eller luft. Hvis vandet eller luften siver ud af handsken, er den defekt.
EN 16523-1: 2015
Modstandsdygtighed over for kemisk gennemtrængning
(erstatter EN 374-3:2003)
Testmetode til måling af PPE-materialets modstandsdygtighed over for gennemtrængning af farlige kemikalier på molekylært niveau og under kontinuerlig kontakt. Handsker klassificeres som type A, type B eller type C.
Listen med kemikalier, som handskerne er testet med, er blevet udvidet med yderligere seks kemikalier. Der er anvendes et stigende antal kemikalier ved industrielle arbejdsopgaver, og nogle af dem var ikke dækket af den tidligere standard.
EN 374-4: 2013
Modstandsdygtig over for kemisk nedbrydning
Nedbrydning er en fysisk ændring i handskematerialet på grund af kontakt med et kemikalie. Indikationer på nedbrydning kan være delaminering, misfarvning, hærdning, blødgøring, dimensionelle ændringer, tab af trækbrudstyrke osv. Nedbrydning fastslås ved at måle den procentvise ændring i handskematerialets punkteringsmodstand efter en kontinuerlig kontakt i 1 time af den udvendige overflade med testkemikaliet. Resultaterne af nedbrydningstesten skal fremgå af informationsbrochuren for alle tre handsketyper.
EN 374-5: 2016
Beskyttelse mod mikroorganismer
Den nye standard introducerer tests for beskyttelse mod vira. Den tidligere standard dækkede kun skimmelsvamp og bakterier.
Nye mærkninger på emballagen vil angive, om handskerne kun beskytter mod bakterier og skimmelsvamp, eller mod bakterier, skimmelsvamp og vira. Piktogrammet med biologisk risiko anvendes til at markere beskyttelse mod bakterier og skimmelsvamp. Piktogrammet bliver ledsaget af ordet “VIRUS”, hvis handsken opfylder kravene til virustestmetoden.
EN 511:2006
Kulderelaterede risici
Beskyttelseshandsker mod kulde testes i to forskellige kuldesituationer:
konvektionskulde eller luftbåren kulde (a) og kontaktkulde (b), dvs. direkte berøring af kolde genstande. Hvis det er relevant, kan handskens modstand mod vandgennemtrængning (c) også testes
A: Konvektionskulde refererer til processen med at miste varme gennem bevægelse af luft eller vand på huden. Denne test måler handskens termiske isoleringsegenskaber, når den bliver udsat for kolde vinde. Tallet angiver beskyttelsesniveauet mellem 0 og 4. Det højeste beskyttelsesniveau er 4.
B: Kontaktkulde refererer til, hvor meget varme der går tabt ved fysisk kontakt med et andet objekt, såsom sne. Denne test måler handskens termiske modstand, når den udsættes for kontakt med en kold genstand med et tal mellem 0 og 4. Det højeste beskyttelsesniveau er 4.
C: Vandgennemtrængning er en test med en indikation af, om handsken er vandtæt. Tallet er enten 0 eller 1, hvor 1 betyder, at der ikke har været vandgennemtrængning. Handsker testet med en 0-klassificering kan stadig have vandtætte egenskaber i mindre end 5 minutter.
EN 407:2020
Termiske risici (varme og/eller ild)
Handsker, mærket med et af disse piktogrammer, beskytter mod en eller flere af de termiske risici. Bemærk! Piktogrammet, der viser en flamme, kan kun bruges, når der er testet for brændbarhed (begrænset flammespredning). Handskens ydeevne er blevet testet med hensyn til følgende risici:
- Begrænset flammespredning
- Kontaktvarme
- Konvektionsvarme
- Strålevarme
- Små stænk af smeltet metal
- Store stænk af smeltet metal
EN 16350: 2014
Elektrostatiske egenskaber
Brugen af antistatiske (dissipative) handsker er vigtig i miljøer med farer relateret til brand og/eller eksplosion. Fænomenet, der skal undgås, er den elektriske potentialeforskel mellem bruger og miljø, der udløses under kontakt, det vi i daglig tale kalder at få et “stød”.
EN 388:2016 + A1:2018
Beskyttelseshandsker mod mekaniske risici
I den reviderede version af EN 388:2016 er to test af skæremodstand til rådighed. Coup-metoden er den samme som tidligere og bruges til materialer, der ikke påvirker æggen. For materialer, der vil påvirke klingen, f.eks. de fleste skæreresistente materialer, kræves der en TDM-test. I disse tilfælde er TDM-resultatet det faktiske referenceresultat, mens
resultatet af Coup-testen kun er vejledende, og bliver derfor markeret med et X.
a. Slidstyrke (beskyttelsesniveau 0–4)
Antal cyklusser, der kræves for at slide huller med slibepapir i en cirkulær test af handskematerialet under konstant tryk og bevægelse. Højeste beskyttelsesniveau 4, der modsvarer 8.000 cyklusser.
b. Snitmodstand, Coup-test (beskyttelsesniveau 0–5)
Her måler man det antal perioder, som er nødvendige for, at en roterende cirkelkniv med konstant hastighed skærer gennem handsken. Resultatet sammenlignes med et referencemateriale, for at opnå et indeks. Højeste beskyttelsesniveau er 5, hvilket svarer til et indeks på 20.
c. Rivemodstand (beskyttelsesniveau 0–4)
Testen viser den kraft, der kræves for at sprede en rift i en rektangulær test på en handske med et startindsnit, til en maksimal kraft på 75N.
d. Punkteringsmodstand (beskyttelsesniveau 0–4)
Testen viser, hvor høj kraft, der er nødvendig for at stikke hul i handsken med et søm med et bestemt mål og en vis hastighed (10 cm/min.).
e. Snitmodstand via ISO-skæretest (beskyttelsesniveau A–F)
Testen viser den kraft i newtons (N) der kræves til at skære igennem med en rektangulær klinge i en angivet snittestmaskine, som f.eks. et Todynamometer (TDM). Denne test er valgfri, såfremt klingen i Coup-testen ikke bliver påvirket, hvorefter det bliver referencen for skæremodstand.
f. Slagdæmpning (beskyttelsesniveau P)
Testen for beskyttelse mod slag udføres i henhold til en standard for beskyttelseshandske til motorcyklister, EN 13594:2015. Området med beskyttelse bliver testet, men på grund af den lille flade kan området for fingrene ikke testes efter denne metode. Slagkraften er 5 J og den overførte kraft skal være i henhold til det højeste niveau, i dette tilfælde 1, med et resultat på mindre en 0,9 i et enkelt slag, og middelværdien skal være under 7 kN.
EN 12477:2001+ A1:2005
Beskyttelseshandsker til svejsere
Denne standard beskriver, hvordan handsker skal designes til at give hånd- og håndledsbeskyttelse ved svejsning og lignende arbejdssituationer. Svejsehandsker skal testes i henhold til EN388:2016+A1:2018 og EN 407:2004.
Ifølge testresultatet i EN 388 og EN 407 klassificeres handskerne som type A og/
eller type B:
- Type A refererer til handsker med højere modstand, men med lavere fleksibilitet og fingerføling.
- Type B refererer til handsker med højere modstand, men med større fleksibilitet og fingerføling.
Svejsehandsker skal være længere end standard beskyttelseshandsker, størrelserne skal svare til
til nedenstående tabel:
Handsker beregnet til lysbuesvejsning skal testes for elektrisk lodret modstand i henhold til EN 1149–2. Den elektriske lodrette modstand for handsker type A og B skal være 10^5 Ω.
Risici relateret til håndtering af fødevarer
Dette gælder materialer og genstande, der, i færdig stand, er bestemt til at komme i kontakt med eller bringes i kontakt med fødevarer eller med drikkevand. I henhold til forordning 1935/2004:
"Materialerne og genstandene skal fremstilles i overensstemmelse med god fremstillingspraksis, således at de under normale eller forudsigelige betingelser for deres anvendelse ikke overfører deres bestanddele til fødevarer i mængder, der kan:
- Udgøre en fare for menneskers sundhed
- Medføre en uacceptabel ændring i fødevarens sammensætning eller en forringelse af dens organoleptiske egenskaber.
Alle Ejendals' handsker med "fødevare"-piktogrammet er i overensstemmelse med forordning (EU)
nr. 1935/2004 og forordning (EU) nr. 2023/2006, og forordning (EU) nr. 11/2011.
ESD
IEC 61340-5-1
IEC 61340-4-3
ESD står for elektrostatisk udladning. Produkter, der er mærket ESD, opfylder de nuværende kriterier og standarder for ESD-beskyttelse. ESD-godkendelsen må ikke forveksles med elektriske sikkerhedsegenskaber. Hvis arbejdet skal udføres tæt på strømførende spændinger, skal kravene overholdes i henhold til nationale bestemmelser. Hvis ESD-handsker og fodtøj skal fungere tilfredsstillende, skal både personlige værnemidler og arbejdspladsen være ledende.
Testmetode
Den internationale standard IEC 61340-5-1 bruges til at sikre, at en ESD-handske er i stand til at håndtere systemets modstandskrav, hvilket betyder, at modstanden fra operatør til jord er mindre end 10⁹ Ω. Testen udføres ved 12 % fugtighed. Sko testes i overensstemmelse med standarden IEC 61340-4-3, som sikrer, at skoene har en modstandsdygtighed over for jorden på mindre end 10^8 Ω.